mandag den 29. oktober 2012

Nye forretningsmodeller for energirenovering af private udlejningsboliger ønskes



Kære Martin Lidegaard

Jeg skriver til dig med ønsket om at få sat initiativer i gang, der kan udvikle forretningsmodeller, der vil medvirke til at udlejere af private lejeboliger foretager energirenoveringer.
 
Inspirationen til mit brev kom da jeg hørte en udsendelse på P1 for nogle dage siden. Her fortalte  José María Figueres Olsen, tidligere præsiden i Costa Rica og nuværende præsident for The Carbon War Room, om, at vi både har den nødvendige teknologi til, og kan dokumentere overskud ved, at reducere brændstof forbruget i skibe. Hvis alle skibe, når de er i dok planmæssigt hvert 5 år, fik foretaget en række ændringer, ville vi spare gigantiske ressourcer og dermed også masser af CO2.

Men, som han sagde, så mangler vi en forretningsmodel (eller et lovkrav) fordi, som han sagde, så er mange af skibene chartret ud. De der chartrer skibet skal betale olien og ejeren er dermed ligeglad med omkostningen!

Sådan er det også i private udlejningsejendomme.
 
Efter 30 år i eget hus har jeg de seneste 5 år boet i 6 forskellige lejeboliger heraf en i almen nyttigt byggeri. To af lejemålene var under 5 år gamle. I det ene af dem blæste det ind af stikkontakterne. De 4 øvrige har været ældre boliger og det nuværende lejemål er et hus fra 1930érne.
 
Beslutningen om at leje sidstnævnte blev truffet en mørk forårsaften hvor vi tilfældigvis var endt som nummer et i en kø på flere boligsøgende. Vi fik 10 minutter til at se og beslutte os for lejemålet ellers gik det til en af de andre i køen.. Vi sagde ja; men var i den kommende periode meget i tvivl om vi skulle sige ja for det virkede ikke særligt godt isoleret. Efter indflytning holdt de bange anelser stik. Huset er meget dårligt isoleret. Fjernvarmen kommer ind i huset i et kælder pulterkammer med enkelt glas. Det af huset varmeste rum, nu hvor vi har tændt for varmen! Flere kælderrum har enkelt lag glas. Der er ingen isolering på loft og første sals vægge. I den nederste del af Havedøren i stuen er der kun en 5 mm finerplade og så videre..

Havde det nu været vort eget kunne vi isolere, sætte bedre vinduer i, lave jordvarme, sætte solceller op o.s.v. I år kunne vi oven i købet få fradrag. Det fradrag kunne udlejer også få. Men spørgsmålet er hvad skal få ham til det? Hvad får han ud af det? Vi skal alligevel betale det det koster.

Sætter han solceller op, skal han betale, men vi sparer udgifter til strøm!? Isolerer han, skal han betale. Lejeren sparer på varmen? Fordi vi betaler forbrugsafgifter direkte. Det kunne man måske ændre; men så er der lige det med den brodne del af udlejningsbranchen, der måske ville udnytte dette.

Altså hvordan får vi en forretningsmodel der sikrer at det kan svare sig for udlejerne at sætte deres boliger godt i stand og investere i noget vedvarende energi. Det er noget vi alle sammen kan få glæde af.